Græsk udbydes på C-niveau.

Græsk

I undervisningen vil vi støde på mange velkendte begreber, som har deres oprindelse i oldgræsk. Disse kunne være "mytologi", "demokrati", "gymnasium", "bibel" eller "auto".

Vi vil afdække grundbetydningen af alle den slags begreber og søge at opnå en forståelse af, hvordan de er blevet optaget i vores sprog. Teksterne, som vi læser, vil vi analysere, fortolke og sætte ind i deres kulturhistoriske sammenhæng. Det sidste vil vi gøre bl.a. under inddragelse af græsk kunst. Vi vil desuden perspektivere de antikke tekster til moderne problemstillinger.

Myterne om fugl Fønix, Sisyfos, Ødipus og mange andre myter støder vi jævnligt på i moderne vestlige kulturelle sammenhænge. Dette skyldes primært disse myters store symbolske gennemslagskraft.
Det er oplagt at lade undervisningen i oldgræsk lede frem imod læsning af fx nogle af disse fremragende myter. I tillæg hertil kunne man læse lettere græsk poesi og lettere tekster med et filosofisk og/eller historisk tilsnit.

I begynderundervisningen vil vi straks gøre os fortrolige med det græske alfabet gennem læsningen af lette græske tekster. Herunder vil vi notere os de mange ligheder, der er mellem den oldgræske og latinske morfologi og syntaks.

 

 

Føniksfuglen

"Nogle af dens fjer er gyldne, andre røde, og både i form og størrelse ligner den i udpræget grad en ørn" skriver den græske historiker Herodot om den mytiske Fugl Føniks. Den dør, i følge myten, 500 år gammel og brænder op i sin rede. Men den genopstår senere ny og frisk af asken.

Denne berømte fugl, som Herodot skriver om, er forsøgt gengivet over en af dørene i Vestibulen på Sorø Akademi, og det er den, der er afbilledet i skolens skolevåben og logo. Logoet bliver bl.a. brugt på uniformsjakker (som man kan købe som elev på skolen og som det er helt frivilligt, om man vil gå med).

Græsk
Ved brug af indeværende hjemmeside accepterer du brugen af cookies for at give dig den bedste brugeroplevelse.
Yderligere information findes under Cookies
Ok