Dramatik kan du vælge som kreativt fag på C-niveau eller måske på B-niveau, hvis nok elever vælger det.

Dramatik

I dramatik får du mulighed for at udvikle og virkeliggøre dine egne og andres idéer, og du får indblik i professionelle redskaber som skuespillere, instruktører, dramatikere (=skuespilsforfattere) og scenografer arbejder ud fra. Det vigtigste er dog, at du får lov til at prøve kræfter med det hele i praksis.
I begyndelsen af skoleåret lærer man teknikker og greb til sin dramatiske værktøjskasse gennem udfordrende øvelser, der eksemplificerer forskellige dele af faget. Efter jul oplever man typisk to processer: Først en ”generalprøve” på eksamensprocessen, som de, der har lyst, får lov at vise for et publikum. Fra omkring 1. marts begynder selve eksamensprocessen. I de to processer skal du prøve at anvende din dramatiske værkstøjskasse til at lave en forestilling i samarbejde med en, to eller tre andre fra dit hold.
I løbet af året tager vi på to aftenekskursioner for sammen at se et teaterstykke. Det foregår typisk i København. Desuden har vi i slutningen af november en ”kreadag”, hvor de to dramatikhold i mindre grupper for første gang prøver at lave en miniforestilling. Den øver de på om formiddagen, og viser den om eftermiddagen.
De fleste år har vi også haft samarbejde med folk udefra. I november 2017 havde vi fx et inspirerende besøg af dramatikholdet fra Ry Højskole. De viste en forestilling baseret på en ”devisingproces” over ”samtaler på de sociale medier”. Bagefter fortalte de i 1-1 grupper vores elever om deres arbejde med teaterprocesser.
Eksamen begynder med, at man i gruppen viser sin forestilling for censor og lærer. Bagefter præsenterer gruppen sammen tankerne med forestillingen. Derefter kommer en individuel eksamination af hver af gruppens medlemmer. Ligesom i undervisningen gives karakteren på baggrund af evnen til at anvende sin teoretiske viden inden for faget til at gennemføre og forbedre den kreative proces. Altså for evnen til at anvende sin viden i praksis.
Det er muligt at vælge dramatik på B-niveau som valgfag, hvis der er nok elever, der ønsker det. I praksis har det ikke været muligt under den ”gamle” gymnasiereform. Men efter sigende skulle den nye reform gøre det mere sandsynligt, at der bliver oprettet et valgfag på B-niveau. Dramatiklærerne håber.

Ved brug af indeværende hjemmeside accepterer du brugen af cookies for at give dig den bedste brugeroplevelse.
Yderligere information findes under Cookies
Ok