På Sorø Akademi tilbyder vi tysk som fortsættersprog. Du afslutter på B-niveau i 2.g, med mindre du har valgt at løfte tysk til A-niveau, og dermed først at afslutte faget i 3.g.

Tysk

Tyskland er vores store nabo mod syd og vores største samhandelspartner. Engelsk skal du kunne, mens et godt og sikkert tysk er et plus.

Et plus der er efterspurgt og en mangelvare på det danske arbejdsmarked. Dit tyske kunne blive del af en afgørende dobbeltkompetence, så du engang måske både er blevet jurist, fysiker, kemiker, ingeniør, økonom osv. og kan tysk.

Men tysk bør du egentlig slet ikke lære, fordi det styrker jobperspektiverne, men fordi det er et fantastisk land, sprog og kultur. Tyskland, Østrig og Schweiz byder på spændende, smukke og fascinerende rejsemål året rundt – storbyer og naturoplevelser. Tysk og dansk er begge germanske sprog, så der er ikke langt imellem dem, men tysk er alligevel det sejeste. Tysk kultur byder på de største forfattere, tænkere, filosoffer, komponister, som verdenshistorien har budt på.

Vælger du tysk i gymnasiet, vil du kunne bygge videre på det tyske, som du allerede kan, og da det tyske og danske sprog er i samme sprogfamilie, bør du ende med et højere niveau i tysk end i andre fremmedsprog.

Undervisningstemaer

I tysk skal vi arbejde med en seks-otte forskellige emner over de to-tre år. Emnerne kan spænde vidt: Tysk musik, tysk film, venskab og kærlighed, comedy, Stunde Null, Anden Verdenskrig, DDR, Første Verdenskrig, BRD, Den kolde krig, sport, fodbold, tyske videnskabsmænd- og kvinder, indvandring, tyske byer og lande, tyske medier, tyske forfattere, venner og fjender, konflikter, Wirtschaftswunder, tyske samfundsinstitutioner og -struktur og/eller tyske virksomheder.

Venskabsskoler

Vi har også to venskabsskoler i Berlin, som vi laver udveksling med. Den ene er Friedrich Schiller Gymnasium, der hvert år kommer og giver koncert på Akademiet, og hvert år har vi elever, der besøger gymnasiet i Berlin, deltager i undervisningen og bor hos en familie. Den anden skole er Deutsch-Skandinavische-Gemeinschaftsschule, hvor vi også har elever, der besøger en familie og deltager i skolens liv.

Deutsches Sprachdiplom

På Sorø Akademi tilbyder vi også Deutsches Sprachdiplom 1 og 2 (DSD 1 og DSD 2). Deutsches Sprachdiplom er et anerkendt dokument, som den tyske stat står bag. Med det i hånden kan du dokumentere - også over for udlændinge - hvilket niveau du taler og skriver tysk på. Erhverver du DSD 2, kan det sågar bruges til at komme ind på tyske universiteter.

Elevfilm

Se en mini-nyhedsudsendelse på tysk: Nyhedsværten, vejrværten, reporteren, vidnerne og politichefen er klar med "mord"-indslag og vejrudsigt. Produceret af et af vores tyskhold, 2016.

 

Ved brug af indeværende hjemmeside accepterer du brugen af cookies for at give dig den bedste brugeroplevelse.
Yderligere information findes under Cookies
Ok