Forbud mod mobiler i skolerne

Det franske totalforbud mod mobiltelefoner har affødt fornyet debat her i landet om unges brug af mobiler. Det er positivt og velgørende at få diskuteret et vigtigt emne, men i mine øjne går man for langt med et totalforbud. Som “skarptvinklet forslag” fungerer det til gengæld fint. Sådan et kan nemlig medvirke til, at den sunde fornuft får større udbredelse – for det er svært at mene, at man slet ingenting skal gøre ved mobil-problemerne.
Hvert år besøger jeg alle skolens 1.g-klasser og giver dem viden om, hvad læringsforskningen ved om gymnasieelever. Jeg fortæller dem fx, at mennesket ikke kan fokusere på mere end én ting ad gangen. Hvis man overhovedet kan tale om “multitasking”, så er det fordi den ene “task” er blevet rutinepræget. Fx kan man godt høre efter en lydbog, mens man stryger – eller mens man kører bil. Men hvis der pludselig sker noget uventet (man brænder tøjet eller må bremse hårdt op) så “misser” man lydbogen. Det samme gælder, hvis mobilen brummer, mens man sidder og læser lektier: Læsekoncentrationen bliver afbrudt. Hvis man tilmed svarer mobilen, læser snaps og sender svar, så skal man starte helt forfra med sin oprindelige koncentration.

Den kan ligge i tasken

Hvorfor så ikke forbyde mobilerne i skolen? Dels fordi problemet med afbrydelser ikke afhjælpes ved at fjerne mobiltelefonerne og langt de fleste elever godt kan finde ud af at lægge den i tasken, imens der undervises  –  og dels fordi vi på skolen har ret meget glæde af digitaliseringen: Vi kan foretage aflysninger, skemaændringer, lokaleændringer mv. med kort varsel, for eleverne tjekker løbende deres skema på mobilen i pauserne. Vi har indført kontantfri skole, hvor eleverne betaler med kort og med MobilePay, og eleverne hjælper også hinanden med faglige ting via sociale medier. Og så anvender eleverne også mobilen fornuftigt til at tage billeder af forsøgsopstillinger mv. i de naturvidenskabelige fag.

Retningslinjer frem for forbud

Imens mobilerne altså normalt ligger i tasken, når der undervises, har vi til gengæld brug for, at vores elever anvender deres computer. Her gælder det også, at koncentrationen bliver afbrudt, hvis computeren anvendes “forkert” undervejs på fx Messenger, Facebook eller Instagram. Dét kan de unge ikke altid styre selv – dertil spiller de sociale medier simpelthen for stor en rolle. Det er derfor skolen og lærerne må opstille retningslinier for anvendelse af både mobiltelefoner og computere i undervisningen. Og det gør vi. Eleverne bliver, som sagt, bedt om at lægge deres mobiler væk og lærerne styrer også elevernes brug af computere. Hvis en enkelt elev gentagne gange ikke retter sig efter anvisningerne, så kan vi tage mobilen/computeren i kortere tid, eller forbyde eleven at medbringe mobil/computer i skole.

Gymnasierne er fulgt med tiden og håndterer de udfordringer, der følger med. Vi behøver ikke et totalforbud, bare fordi et meget lille mindretal af elever har svært ved at håndtere mobilerne.

---

outtakes:

Da jeg var barn, diskuterede man om børn og unge tog skade af at se fjernsyn. Før igen var det vist tegneserier, som børn og unge ikke havde godt af. Computerspil har længe været diskuteret og reality-tv var den store skurk for 15 år siden. Vi diskuterer  – med rette – hvor meget vores børn skal sidde med en skærm, og de fleste familier har regler for “skærmtid”. Vores tre drenge på 17, 13 og 9 år bruger meget tid med skærm, men alle tre har også andre interesser, venner, netværk mv.