Praktisk information om Vandbal og Kongebal
af festinspektor Sven Bjødstrup
Hvilke baller holdes? Og, hvornår?
Vandballet for 1g’erne foregår traditionelt første lørdag i marts. Kongeballet for 3g’erne afholdes traditionelt første lørdag i november.
Hvem kan eleverne invitere?
Hver elev har adgang til at invitere to gæster, hvilket i de fleste tilfælde vil være mor og far. I tilfælde af skilsmisser vælger eleverne oftest at invitere mor med evt. ledsager til det ene af de to baller, og far med evt. ledsager til det andet bal. Hvis man kun har en forælder, er denne velkommen til at tage en ledsager med. Kan man ikke være repræsenteret af sine forældre, kan man invitere f.eks. onkel og tante. Sidstnævnte kan være oplagt for kostelever, hvis forældrene bor langt væk.
Hvordan bliver man inviteret?
Alle klasserne får klasselister udleveret, hvor alle elever skal markere hvem man ønsker at invitere. Når listerne er retur på kontoret, udarbejdes og udleveres invitationer til ballet. Herefter skal eleverne/deltagerne før ballet købe billetter, jf. at skolen har været nødt til at indføre brugerbetaling.
Hvad tøj har man på?
Herrerne har smoking, jakkesæt eller mørkt tøj på (ikke kjole og hvidt). Damerne har kort eller lang kjole på eller andet festtøj. Det er ikke nødvendigt at købe nyt. Man kan sy selv, handle i en genbrugsbutik, leje eller låne.
Er det en meget fin fest?
Det er ikke en fin fest, men det er en festlig aften, hvor folk gør noget ud af sig selv – og lever sig ind i den tradition, som skolens baller er. Skolen er denne aften fyldt med glade mennesker, som alle har en dejlig aften i de smukke omgivelser.
Hvor sidder man?
Eleverne sidder klassevis i spisesalen eller i ét af de øvrige lokaler i Hovedbygningen. Elevernes forældre/ledsagere sidder samlet klassevis i andre lokaler.