Faldne elever i 2. verdenskrig
På Stengangen på Sorø Akademis Skole er en tavle over faldne elever i 2. verdenskrig.
Her er lidt om deres (alt for korte) liv og død.
Forkortelser:
R = Realist fra Sorø Akademis Skole
S = Student fra Sorø Akademis Skole
Gregers Jes Boy Bojesen, født 31/1 1919. S 1937. Søkadetlærling 1940, søkadet 1941, derefter søløjtnant. Død 5/5 1945 i ildkamp med tyskerne under storm på Kastellet.
Erik Briand Clausen, født 24/1 1901 i Yokohama. R 1917. Studeret ved universitetet i New Brunswick. Sekretær i landbrugsrådet. Udsendt af Folkeforbundet til Kina som andelskonsulent. Deltog i modstandskampen, bl.a. våbenmodtagelse, arresteret af tyskerne, dømt til døden, henrettet 29/3 1945, begravet i Mindelunden.
Oluf Emborg, født 5/11 1901. Cand.jur. 1927. Politifuldmægtig på Frederiksberg 1940. Interneret af tyskerne 19/9 1944, død 28/11 1944 i Buchenwald. Fik to døtre i 1931 og 1934 og en søn i marts 1945, som han ikke selv nåede at opleve. Sønnen fik navnet Oluf Emborg.
Svend Glendau, født 12/3 1910. S 1928. Medlem af Holger Danske Gruppen, arresteret 1944, indsat i Horserødlejren, slap ud, fortsatte frihedskampen, arresteret igen, dømt og henrettet 27/3 1945. Begravet i Mindelunden.
Hans Henrik Gottschalch, søn af skuespillerinden Ellen Gottschalch. Optaget i 1. mellem 1933, udgik af 1.g 1939, uddannet mekaniker. Deltog i modstandskampen i ”polyteknikerbataillonen”. Død 17/3 1945 i Øster Allé i København under ildkamp med tyskerne.
Keld Hjortø, født 29/5 1909. Udgået af 2.g 1927. Frihedskæmper. Skudt ned i sit hjem om aftenen 16/2 1945. Død 18/2 1945 på Bispebjerg hospital.
Harald Steffen Johansen, født 11/11 1921, S 1940. Meget aktiv i modstandsbevægelsen: bladvirksomhed, sprængninger, fabrikssabotage, våbenanskaffelser, efterretningstjeneste og hjælp til faldskærmsfolk. Død 6/11 1944, skudt bagfra af tyskerne på hjørnet af Vestergade og Larsbjørnsstræde.
Erik Klindt, født 20/9 1919. Aktiv i modstandsbevægelsen. Død primo april i Bergen-Belsen.
Knud van der Aa Kühle, født 1/3 1915, udgået af 3. mellem 1929, påbegyndte uddannelse som pilot i Royal Air Force, død under træningsøvelse 20/9 1941 i Nordirland.
Viggo Lausten, født 31/7 1904, R 1922, journalist, anholdt og beskyldt for spionage mod Tyskland. Død 2/5 1940 i tysk fængsel.
Sten Lindhard, født 18/11 1908, S 1926, ingeniør, arbejdede 1936-42 i Birmingham, frivillig tjeneste ved Royal Air Force 1942, deltog i mange bombetogter over Europa. Død 9/4 1944 over Frankrig, begravet på den engelske militærkirkegård i Somme.
Aage Buhl Rosenkjær, født 24/12 1890, S 1909. Medlem af en af de første sabotagegrupper i Sønderjylland. Død 18/11 1944 i tysk koncentrationslejr.
Bengt Rønhof, født 11/6 1925 i Bromme ved Sorø. R 1941. Som modstandsmand radiodirigerede han modstandsfolk i aktion samt aflyttede tyskerne. Cyklede den 12/4 1945 igennem Bromme Skov med våben på bagagebæreren. Blev råbt an af tyske soldater, reagerede ikke og blev skudt ned bagfra.
Niels Stenderup, født 20/5 1924. S 1943. Forsøgte 13.2.1944 at afvæbne en tysk soldat, men arresteredes efter et håndgemæng, hvorunder den tyske soldat såredes. Dømt til døden ved en tysk krigsret, men indstillet til benådning. Netop på dette tidspunkt strammede Werner Best imidlertid linjen over for den danske modstandsbevægelse. Som gengæld for drabet på en tysk soldat henrettedes Niels Stenderup 24/4 1944 i Ryvangen.
Christian Fugl Svendsen, født 19/5 1923, S 1941. Blev som gruppefører for en modstandsgruppe skudt af tyskerne under en aktion på Jagtvejen 25. april 1945.
Eva Elisabeth Verhagen, født 15/ 1896, S 1915. I en årrække oversygeplejerske i San Francisco, rejste til Java i 1937, hvor hendes mand havde været plantagebestyrer. Ved japanernes indtræden i 2. verdenskrig sat i koncentrationslejr. Død i japansk koncentrationslejr på Java 24/1 1945.
Otto Weismann, født 15/1 1902, R 1919, forstkandidat 1926, arbejdede fra 1939 på øen Celebes/Sulawesi i Indonesien. Myrdet af japanske spioner 25/2 1942.
Chr. Løbner Wesenberg, født 20/7 1895, R 1912. Officer, chef for 20. bataljons 2. kompagni i Nyborg. Faldt i kamp under tyskernes angreb på kasernen i Nyborg 29/8 1943.
Aage Moos Hansen Møller, født 21/1 1910, udgået af 2. mellem i 1922, fortsatte på Vester Borgerdyd. Officer. Sejlede ved nytårstid 1943 over Nordsøen i en fiskekutter sammen med to søløjtnanter og blev optaget i The Buffs (regiment i den britiske hær). Faldt som løjtnant i The Buffs i Italien 5/11 1944.
Æret være deres minde!
Kilder:
Soraner-biografier 1901-1960. Udgivet af Soransk Samfund 1970.