Fastholdelsesstrategi på Sorø Akademi
Sorø Akademis Skole ønsker, at alle elever gennemfører deres gymnasieforløb, og at den enkelte elev udvikler sit potentiale. Skolens mange forskellige elever har individuelle behov, som vi forsøger at tage højde for i hverdagen. Nogle elever har svært ved at læse, nogle har faglige problemer, nogle har studietekniske udfordringer og har fx svært ved at disponere deres tid og/eller har svært ved at finde selvdisciplinen til at forberede undervisning og skrive opgaver. Nogle elever har sociale/psykiske problemer som ikke er skolerelaterede, men som påvirker skolegangen negativt. Nogle elever er meget dygtige og motiveres af faglige udfordringer, og det er skolens pligt at sørge for, at alle elever udfordres i nærmeste udviklingszone, og at alle, som har behov for det, får den fornødne støtte og hjælp.
Skolens fastholdelsestiltag består i nogle generelle/almene tiltag og en række individuelt tilpassede tiltag.