
Nyhed
Imponerende. Intet mindre. Aftenen var præget af virkeligt gode skuespilpræstationer og stort engagement. Samtlige elever på holdet havde gjort sig umage for at vise deres bedste. Det var derfor ikke bare godt, det var rigtigt, rigtigt godt.
Eksamensprojekterne, som eleverne skal vise for censor, hvis faget bliver udtrukket som eksamensfag om 14 dage, repræsenterer afslutningen på et forrygende år, hvor vi især har arbejdet med improvisationsteater og dernæst Shakespeare.
Undervejs har der også været plads til en Kreadag i oktober med en hel dags dramatik og tre forestillinger: En performance, lavet af den verdenskendte tyske performancegruppe ”Rimini Protokol”, hvor vi vandrede med høretelefoner i København, en aften med historiefortælling på Best Tellerscenen på Vesterbro afsluttet med en fællestur med musikholdet til opera i Det kgl. Teater.
Efter sådan en aften håber man virkeligt, at holdet kommer til eksamen, så eleverne kan få lov at genopføre for en censor.
v/ dramalærer Jens von Holck