Ret og pligt på kostskolen

Frihed på en kostskole er ikke det samme som frit slag for hvem som helst til hvad som helst. Vi er ca. 140 elever og 7 lærere på kostskolen, og hver enkelt af os har et ansvar for fællesskabet.

For dig betyder dette:
•at du skal overholde mødepligten til undervisning og fællesarrangementer
•at du skal passe dine lektier og overholde læsetiden
•at du er hjemme på huset inden aftenlukningen, hvis ikke andet er aftalt med din kostlærer/vagthavende
•at du deltager i måltiderne, og på skift dækker bord og rydder af for dit eget hus ved aftensbordet
•at du hver dag er med til at holde dit hus pænt ved at rydde op og vaske op efter dig selv
•at du holder dit eget værelse og bad rent og pænt

Alkohol
Regel nr. et er, at kosteleverne skal have en fornuftig og ansvarlig omgang med alkohol både på og uden for kostskolen. Derfor må du hverken indtage eller opbevare alkohol på eller uden for kostskolen i hverdagen. I weekender og ved særlige lejligheder kan der dog gives tilladelse til indtagelse af øl i begrænset omfang af vagthavende kostlærer.

Røgfri skole
Sorø  Akademis Kostskole er røgfri. Det er altid forbudt at ryge på skolens område – dvs. hele Akademigrunden – både indendørs og udendørs. Forbuddet gælder alle former for tobak, herunder snus, e-cigaretter, vandpibe o.l. – med og uden nikotin. Alle Sorø Akademis Skoles elever er røgfri i skoletiden 7.30 - 16.15, hvilket betyder at de, i dette tidsrum, heller ikke må ryge udenfor Akademigrunden (se skolens studie- og ordensregler). Kostelever over 18 år må således kun ryge uden for skoletiden og uden for Akademigrunden.
Kostelever under 18 år skal have skriftlig rygetilladelse fra forældre/værge, hvis de skal kunne ryge uden for Akademigrunden uden for skoletiden. (regler opdateret 21/6/2021)


Der er naturligvis ubetinget forbud mod opbevaring, indtagelse af eller omgang med euforiserende stoffer. Overtrædelse af dette forbud medfører bortvisning fra kostskolen.