Her finder du ansøgningsskemaer til kostskolen. Inden du går i gang, er der nogle ting, du skal vide, så begynd med punkt 1-3.
Følg derefter linket til skemaet for det skoleår, du søger ind på.

1. Ansøgningsfrister

Hvis du vil være sikker på, at du har fået en kostskoleplads forud for optag til gymnasiet, så er ansøgningsfristen for skoleåret 2025/26 d. 17. januar 2025 (for skoleåret 2024/25 var det d. 18. januar 2024).

Ansøgning til vores kostskole kan også indsendes på andre tider af året, og du er velkommen til at sende din ansøgning, når du har besluttet dig.

Vi modtager gerne ansøgninger til alle tre årgange. Hvis du allerede er optaget på et andet gymnasium, og gerne vil undersøge mulighederne for at komme ind på Sorø Akademi og bo på kostskolen, så begynd med at kontakte vicerektor Anne Friis Petersen for at få en samtale med rundvisning. Hun kan kontaktes på af@soroeakademi.dk.

Læg mærke til, at elever til start i 1.g optages på kostskolen under forudsætning af, at de A) er uddannelsesparate og B) søger Sorø Akademis Skole som 1. prioritet på undervisningsministeriets fælles ansøgningsside optagelse.dk(I 2024 var ansøgningsperioden 15. januar - 1. marts 2024, så snart vi har datoer for 2025 fra Børne- og Undervisningsministeriet opdateres de her).

2. Kend kostskolens regler, priser og betalingsbetingelser

Optagelse på kostskolen finder sted på baggrund af et særskilt ansøgningsskema, men det er vigtigt, at du læser vores regler samt informationerne om betaling, inden du går i gang med at udfylde skemaet. Du bliver nemlig bedt om at skrive under på, at du har læst og forstået disse oplysninger, så der ikke senere opstår misforståelser.

Det, du skal læse først:

  • Rettigheder og pligter på Sorø Akademis Kostskole, find reglerne her.
  • Om priser og økonomi vedrørende opholdsbetaling, find oplysningerne her.

3. Udfyld skemaet

Vi lægger vægt på begrundelserne for, hvorfor du har valgt at søge ophold på lige præcis Sorø Akademis Kostskole, så det er vigtigt, at du giver så fyldige svar som muligt på disse spørgsmål.

Når du har har trykket "send ansøgning" nederst på skemaet er ansøgningen officielt indsendt, og du modtager en automatisk kvitteringsmail umiddelbart efter med en oversigt over dine svar.

Er du blandt ansøgerne i januar vil du blive indkaldt til interview – en lille uformel samtale, der foregår i grupper med tre-fire elever af gangen. Her møder du en af kostlærerne, og vi taler sammen om faglighed, lektielæsning, kammeratskab og gensidige forventninger. Befinder du dig i udlandet kan samtalen arrangeres online.

Normalt afholdes disse optagelsessamtaler i januar måned. Hver gruppesamtale tager ca. 50 minutter, og det er en stor fordel, hvis du på forhånd har sat dig ind i beskrivelserne her på hjemmesiden af kostskolens hverdag og forventninger til dig.

På andre tidspunkter af året foregår samtalen normalt på anden vis.

Værd at vide før ansøgning og interview

Som vi har forsøgt at beskrive på siden om dagligdagen på kostskolen (klik her, hvis du vil genlæse den) har vi nogle faste rammer for kostelevernes, alumnernes, hverdag: Obligatorisk morgenmad, læsero og nattero udgør hverdagens faste rammer. Retningslinjer om alkohol, stoffer mv. er eksempler på andre håndfaste rammer.

Kostskolen er bemandet af syv kostlærere, der også fungerer som gymnasielærere på Sorø Akademi. Man kan derfor ikke være sikker på at kunne komme i kontakt med sin kostlærer i skoletiden. Vi siger, at kostskolen er "lukket" fra kl. 8-15 hver dag, og det betyder, at evt. henvendelser vedr. sygdom eller lignende sker til skolens sekretariat i denne periode på hverdage.

Kostskoletilbuddet passer med andre ord bedst til elever, der i det store hele er selvkørende i hverdagen: Som selv kan komme op og afsted til morgenmad hver morgen, som passer deres skole og afleveringer, og selv kan overholde retningslinierne vedr. læsero kl. 18.15-20.15 og nattero på eget værelse kl. 22.30.

Alumner, der i en periode har det svært ved at være selvkørende, får naturligvis støtte og hjælp fra kostlærerne, men større personlige problemer og sygdomme kan være svære for os at håndtere og afhjælpe. I sådanne tilfælde går vi i dialog med alumne og forældre om, hvordan vi bedst muligt kan støtte alumnen.

Venteliste

Vi har normalt flere ansøgere end pladser, men de ansøgere, der ikke umiddelbart optages, får tilbudt plads på en venteliste, da der som regel opstår et lille antal nye ledige pladser i løbet af året.
Det vil normalt være afgørende for at blive optaget på kostskolen i løbet af skoleåret, at der også er plads i gymnasiet på en studieretning, der passer, og om det er et drengeværelse eller pigeværelse, der er blevet ledigt.