Årets Vandbal aflyst

6. marts 2020

For at imødegå yderligere spredning af corona-virus COVID-19 i Danmark valgte skolens ledelse, efter en vurdering af smitterisikoen, at aflyse årets Vandbal.

I forbindelse med aflysningen, der skete dagen før ballet, skrev rektor Kristian Jacobsen flg. besked til gæsterne:

Kære alle
I lyset af statsministerens udmelding i dag om ikke at afvikle arrangementer med over 1000 deltagere og at foretage konkret vurdering af smitterisiko ved arrangementer med færre end 1000 deltagere - for at imødegå yderligere spredning af Corona-virus - har skolens ledelse besluttet at aflyse årets Vandbal. Vi skulle være ca. 650 deltagere, som det meste af aftenen vil opholde sig på skolens 1. sal – altså ret tæt. Desuden er det svært at opfordre til at afholde sig fra håndtryk og f.eks. kram på sådan en aften, hvor der danses les lancier mv.

Det er naturligvis ikke nogen nem beslutning at aflyse noget, som både elever, forældre og skolens medarbejdere har set frem til og har forberedt sig på.
Købte billetter vil blive refunderet af skolen.

Jeg er virkelig ked af situationen og kan desværre ikke love at vandballet vil blive afviklet på et senere tidspunkt. Det afhænger både af epidemiens udvikling og skolens øvrige planlægning.

Med venlig hilsen

Kristian Jacobsen
Rektor